Fortællingernes kildeværdi

Saxtorphs fortællinger giver en lang række oplysninger som kan inddeles i fire hovedgrupper

Oplysningerne kan kontrolleres på flere måder dels ved at sammenholde hans forskellige fortællinger om samme aktion samt sammenholde fortællingerne med andet kildemateriale, dels ved at vurdere stemningsbeskrivelsen og beskrivelsen af den illegale organisation, våben og sprængstof.

Aktionen mod Tybring er både blevet beskrevet i julen 1945/46 i et kladdehæfte i en form for dagbog og i memoirerne fra 1946 som under en eller anden form var beregnet til at skulle læses af andre. De to beskrivelser er forskellige, idet der er faktisk kun verbaloverensstemmelse i samtalen om braget, men både fortællerytme og oplysninger om de konkrete begivenheder er identisk. Fortælleren er altså ikke afhængig af et forlæg for at fortælle historien, men kan fortælle om aktionen i et frit sprog, alt efter om det er til en dagbog eller til andre. Hvis fortællingen derimod var identisk på trods af at ophavssituation og modtagergruppe er forskellig, så ville fortællingerne bære præg af at være indstuderede efter et forlæg, som ikke kunne fraviges.

Fortællingerne kan også sammenholdes med andet kildemateriale i forbindelse med aktionen mod Glud & Marstrand og befrielsen af H.C. fra Sct. Hans; den samme begivenhed fortælles af forskellige personer uafhængigt af hinanden, men med samme indhold.

Stemningsbeskrivelsen virker troværdig, men det spiller ganske vist en stor rolle i fortællingen at man skal forklæde sig og at noget er mystisk (det spiller måske endda en større rolle end selve sabotageaktionen). Men der kørte larmende sporvogne på Vester Fælledvej, gamle dages cykellygter var besværlige (og man kørte jo ikke rundt uden cykellygte, vel?) og  folks reaktion, som går fra skepsis til nysgerrighed, beskrives levende uden at være karikerende.

Hvorvidt fortællingernes oplysning om BOPA’s organisation har den store værdi, er nok et spørgsmål. Formentlig er beskrivelsen af brevstedet rigtig dels fordi det er så præcist beskrevet dels fordi det dengang var ganske almindeligt at lægge beskeder til hinanden fx i tobakskiosker, datidens form for mail og sms om man vil. Men den modstandsgruppe som etableres, kan ikke genfindes i organisationsskemaerne, og de forskellige dæknavne må også tages med forbehold. Men hvorfor skulle fortælleren også vide særlig meget herom?
Derimod er oplysningerne om våben og sprængstof formentlig korrekte; nogle af oplysningerne stammer fra noterne i 1970’erne. Bortset fra den levende interesse som Saxtorph giver udtryk for, så blev han efterfølgende uddannet som artilleriofficer og fik dermed også en professionel viden. Endvidere omtales for eksempel pistolen af typen 1910 også i andre kilder.

Enkelte steder har han kommenteret fortællingerne med baggrund i sin senere uddannelse som officer og historiker, enten direkte ('moderne retskrivning må ikke rejse tvivl om ægtheden') eller indirekte: "bl.a. bildte han mig ind at man ku' ramme på 500 m. med e 1910". Formuleringen viser, at det kan man ikke, men det kan Saxtorph jo af gode grunde ikke have vidst oprindeligt, når det var første gang han så sådan et håndvåben.

Niels M. Saxtorph’s fortællinger er primære kilder og førstehåndsberetninger. De er troværdige, og de giver et godt billede af, hvordan en ung sabotør oplevede det illegale arbejde.